|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Forandringens vinger og |
Livet på grænsen |
|
Landskaberne ændrer sig. Disse forandringer skyldes miljøpåvirkninger og sidst, men ikke mindst, menneskets arbejde, blandt andet de talrige måder at tjene til føden på. Vadehavsområdet er derfor et perfekt eksempel på denne naturlige og kulturelle vekselvirkning. Den smukke slusehavnslandsby, Carolinensiel, som nu ligger i indlandet, var tidligere en travl havneby. Da Carolinensiel blev grundlagt, mistede de gamle havne længere mod syd, Alt- og Neufunnixsiel, deres betydning. Dette førte til, at indbyggerne søgte nye næringsveje, præcis som Carolinensiels indbyggere gør i dag. Vores mål er at bevare det historiske kulturlandskab og kulturarven for fremtidige generationer og sikre, at området ikke mister sin særegne karakter i processen. Dette kræver en fælles vision. |
Der findes et ord, som præcist karakteriserer det nordfrisiske kystområde - ordet er forskellighed. Forskellige er de landskabsformer, som ligger i umiddelbar nærhed af hinanden: vadehavsøer, geest og marsk, strand- og marskenge, vader, rester af sumpområder, ydersand og tidevandsrender dominerer landskabet. Nordsøens konstante forsøg på at generobre det kultiverede marskland og forvandle det til åbne vader, og kystbeboernes faste beslutning om at beskytte deres land imod havet, dominerer ikke kun landskabet, men også den lokale befolkning. Indtil for nylig kunne sporene stadig genfindes i deres ansigtstræk, deres huse, deres skikke, deres traditionelle dragter samt deres sprog og dialekter. Den konstante kamp mod naturkræfterne er fortsat næsten uændret. Om vinteren bliver øboerne på grund af oversvømmelserne konstant mindet om, hvordan livet ved kysten førhen blev levet, trods ekstreme livsbetingelser. Ikke desto mindre blev de boende - hvilket viser samhørigheden mellem mennesker og marsk. |
